Hvordan flytter vi fyret?

Lønstrup Murerforretning bliver ansvarlig for arbejdspladsen og skal stå for hele det forberedende arbejde, hvorefter fyret sættes på ”rulleskøjter” og via et skinne-system flyttes med cirka otte meter i timen. 

 

Fyret placeres på en slags rulleskøjter   Skinne-system til flytning af fyret

Selve flytningen foretages af BMS Krangården, og det vil tage omkring en dag at flytte det tunge fyr 60-80 meter væk fra kystlinjen, så offentligheden atter kan nyde den dramatiske placering på toppen af knuden.

Det eksisterende fundament skal dog først forstærkes, og der indstøbes et antal meget kraftige jern-bjælker. Fyret kan nu med det forstærkede fundament trækkes frem til den nye position ved hjælp af ”rulleskøjter”, donkrafte og hydraulik. Flytningen sker langs et tracé, der er udgravet til et plant fundament i hele bakselængden. Udgravningen, der vil have en bredde på 14 meter sikres med spuns eller lignende. Da Rubjerg Knude i vidt omfang består af løst flyvesand, forventes det, at udgravningen vil kunne fyge til i arbejdsperioden, hvorfor en vis vedligeholdelse af arbejdsområdet må forventes.

Der skal ifm. det forberedende arbejde etableres en midlertidig vendeplads og p-plads ved arbejdsområdet (30x30 meter), ligesom der skal laves køreadgang til toppen af Rubjerg Knude fra Rubjergvej. Montagevejen skal have en bredde på 4 meter, hvor den eksisterende grusvej kan anvendes på den første del af strækningen, mens den sidste del vil blive skabt ved udlægning af køreplader.

Derfor er der behov for at afspærre området fra den 14. august 2019.